I år stod den på tidlig sommerferie af flere grunde. Vi var for første gang i mange år ikke afhængig af skolernes feriekalender, da vi skulle rejse uden børn – og vi havde lige et sølvbryllup der skulle fejres.

Vanen tro gik turen til det nordlige Spanien, med ophold i Navarra (Etxalar), Kantabrien (Santiliana del Mar), den helt nordlige del af Galicien (Cervo), den helt sydlige del af Galicien (Gondomar) og endelig bjergene i Asturien (La Fuente).

Torsdag 15. juni

Nogle hundrede meter fra vores hus, var der en bænk lidt væk fra vejen hvorfra der var den skønneste udsigt over vandet. Vi havde været forbi et supermarked og købt ind af lokale færdigretter og indtog aftensmaden på bænken, mens vi nød solnedgangen og den smukkeste udsigt.

Benet er noget bedre, men vi turde dog ikke satse på en helt hård tur – lige om lidt går turen videre til Asturien, hvor vi rammer bjergene og også gerne skulle ramme noget der ligner topform, så vil ikke risikere at gøre tingene værre nu… Vi valgte derfor at gå en moderat tur i en nærliggende naturpark. Dels var der gode stier, så underlaget ikke ville være en udfordring, dels var stisystemet så rigeligt, at vi kunne justere turens længde undervejs afhængig af formen. Benet holdt over al forventning og er bare så klar til bjergene om lidt.

Onsdag 14. juni

På turen tirsdag forstrakte jeg (Gitte) en muskel i læggen og benet gjorde temmelig ondt – så vi besluttede os for en køredag med små gåture ud fra bilen undervejs. Første stop var Aceredo. Det er en “ny” lille by, der ligger ved en opdæmmet sø – som har oversvømmet den gamle by. Gennem de seneste år har vi kunnet læse om hvordan vandstanden i søen er faldet og faldet og efterhånden afsløret ruinerne fra den gamle by. Og vi har gerne villet set det, men ikke nået det tidligere år – så nu skulle det være. Det har været et vådt forår i området og det kunne ses på søen – ingen ruiner fra den gamle by var synlige. Men flot var området nu stadig og en ret så mærkelig oplevelse, at se en gammel vej forsvinde ned i søen.

Vi fortsatte til Portugal for at se en borgruin, Castle of Castro Laboreiro og kørte gennem det smukkeste landskab.

Det viste sig at borgen lå et godt stykke fra den lille by, hvor det var muligt at parkere og gå ud fra. Ud over en vis afstand var terrænet også ret krævende, så vi besluttede at droppe at gå dertil. I stedet gik vi lidt rundt i byen og op til et udsigtspunkt med en hund. Området vi har kørt rundt i i dag har været utroligt smukt og indbydende til vandrerture og regionen er kommet på listen over steder, vi skal besøge og lære nærmere at kende. Turen hjem derfra var ikke mindre skøn.

Næsten hjemme igen, lige “om hjørnet” i forhold til vores hus, havde vi den flotteste solnedgang.

Tirsdag 13. juni

Vi bor nærmest på vej op af et (mindre) bjerg, så der er basis for nogle fine vandreture. Vi kørte nogle få kilometer til et godt startpunkt for en rute i området og begav os så ellers af sted. Området ved p-pladsen så ret tilforladeligt ud, men stien førte os hurtigt op ad en ret stejl stigning med masser af genstridigt krat.

Efter den første stigning kom vi til et mere tilforladeligt område – troede vi… Ret hurtigt blev stien ret smal og på et tidspunkt fandt vi ud af, stien faktisk var stoppet – så vi måtte finde tilbage gennem et meget klippefyldt landskab, hvor vi for hver 2-3 meter måtte overveje ruten det næste stykke og hvert skridt skulle tænkes igennem, for ikke at glide eller sidde fast.

Mandag 12. juni

Dagen starter noget overskyet og der kan komme regn – så vi kører til Tui, hvor der er en stor outlet og bruger dagen på shopping. Det første vi møder i centret, da vi kommer ind fra p-kælderen er selvfølgelig en Jysk. Turen gik, i hvert fald noget af vejen, gennem skønt landskab med fritgående heste.

Søndag 11. juni

I dag gik turen videre til et lejet feriehus i det sydlige Galicien, ved Monte Aloia i nærheden af Gondomar (skønt bynavn, man kommer næsten til at tænke på Ringenes Herre). Vores hus i Navarra lå for enden af en meget smal vej og vi havde fået tilsendt video med ruten dertil på forhånd, så vi troede vi havde oplevet det værste, men nej….Her insisterede udlejer på at møde os i nærheden af huset og guide os det sidste stykke – og vi havde aldrig fundet det selv… Vejen forbi huset var både smal og stejl, men heldigvis nærmest uden trafik, vi så én anden bil komme kørende i den uge vi var der. Og nogle få hundrede meter fra huset blev vejene bedre, så ikke så slemt endda, når vi fik set det hele lidt bedre. Huset var rigtig charmerende, et gammelt kampestenshus, der var fint renoveret/moderniseret med med den oprindelige charme bibeholdt og et væld af sjove detaljer i indretningen. Og en horrero i haven.

Vi havde lidt tid efter vi havde indtaget huset inden det var tid til at finde et sted at spise aftensmad, så vi gik en tur i området. Vi så en mængde hunde og hørte endnu flere – det gik åbenbart ikke ubemærket hen, at der var kommet nye turister til. Ved ikke om det var en egentlig landsby vi boede i, eller det bare var en af en række spredte bebyggelser på bjergsiden – men charmerende område. Vi så den fineste have pyntet med et væld af havenisser og andre figurer. Da vi senere kørte til den nærmeste lidt større by, viste det sig at de fleste restauranter holdt lukket pga byfest aftenen før. Det lykkedes dog med hjælp fra en af de lokale, at finde et sted der havde åbent – og maden fejlede absolut intet.

Lørdag 10. juni

I dag oprandt vores dag sig så og vi kan fejre 25 års ægteskab. Og dagen starter præcis som den skal med en super lækker morgenmad, inden turen går til en halvø/odde, Bares, hvor vi har planlagt en vandretur med frokost i Porto de Bares.

Vi starter vores tur fra p-pladsen ved fyrtårnet og efter et kort stykke langs vejen går turen gennem skov med masser af bregner og ind imellem kig til vandet.

Efterhånden bevæger vi os rundt, så vi kommer til at gå langs vandet, først i skoven og senere langs vejen til Porto de Bares.

På kortet ser Porto de Bares enormt hyggelig ud og har den smukkeste beliggenhed i bugten. Men når man gik gennem byen, var den egentlig ret ucharmerende, med mange meget slidte og “trætte” huse. De få restauranter der var, så ikke specielt indbydende ud – og da vi heller ikke var særlig sultne, besluttede vi at droppe frokosten og gå lidt videre og så kunne vi holde pause senere og spise lidt af de forsyninger, vi altid har med på vandretur. Efter Porto de Bares gik vi et godt stykke langs vejen, hvor vi havde fin udsigt til kysten. Og en pæn stigning, et væltet skilt vi kom forbi advarede om 25% stigning (ikke underligt skiltet var blevet træt og væltet omkuld).

Efter et stykke lidt væk fra kysten, kom vi til at gå langs kysten igen og kom forbi noget forladt militærområde. Som altid er kystlinjen dramatisk med masser af klipper.

Tilbage ved udgangspunktet ved fyrtårnet måtte vi lige helt ud på spidsen en gang.. Og som det næsten er obligatorisk på vores ture, mødte vi nogle geder.

Tilbage på hotellet venter der efter et bad, endnu en skøn middag. Vi ville have haft risret (nej, det er ikke paella, det er kun den specifikke udgave der stammer fra Valencia der reelt er paella, alle andre variationer er risret eller en slags risotto med fyld af typisk skaldyr og/eller kylling) i går, men det skulle bestilles i forvejen – så vi bestilte til i dag. Og det gav ligesom sig selv, hvorfor det skulle bestilles i forvejen – forventer ikke køkkenet på et lille hotel midt ude i ingenting ligger inde med hele hummere midt i lavsæsonen. Det smagte afsindigt godt og der var rigeligt af det – heldigvis var der dog også plads til et lille stykke kage til dessert.

Fredag 9. juni

Efter en god morgenmad på hotellet går turen nu til det nordlige Galicien, hvor vi endnu en gang besøger et kendt hotel. For et par år siden tog vi en overnatning tæt på Cervo, for lige at kigge lidt nærmere på nordkysten og hotellet var overraskende godt – og naturen i området havde også mere at byde på. Så denne gang tager vi to overnatninger, så vi har hele lørdag her, i stedet for 2 halve dage som sidst. Hotellet er et typisk spansk landevejs-hotel – egentlig en halvgrim knopskudt bygning, men med sin egen form for charme med ½ etager og forskudte balkoner. Og som det vigtigste, værelserne er rene, store og virkelig hyggelige – og allervigtigst, hotellets restaurant er afsindig god. På den ene af balkon’erne bor en farvestrålende papegøje, den var der også sidst vi var forbi.

Turen fra Santiliana til Galicien går via Autovia del Cantabrico – det må bestemt være en af de smukkeste motorveje i Europa og vi bliver aldrig trætte af at køre der. Desværre er det ikke taknemmeligt at tage billeder ud af bilruden….

Vi havde et par timer efter vi var ankommet til hotellet inden det var tid til aftensmad, så vi kørte en tur ud til et gammelt industri-område, der var omdannet til museum og en slags botanisk have. De fleste skilte var på spansk, men en smule var tilgængeligt på engelsk. Det havde nærmest været en hel by, hvor en driftig fabrikant havde haft gang i stort set alt fra minedrift til porcelænsfremstilling. Og alle arbejderne og deres familie boede i ensartede arbejderboliger på området hvor også de forskellige fabrikker og fabrikantens palæ lå. I dag er en del af bygningerne renoveret og bliver brugt til diverse udstillinger, mens andet ligger i forskellig grad af forfald, men viser lidt om hvordan bygninger og boliger var indrettet. Der gik et vandløb gennem området, en vigtig forudsætning for produktionen der var afhængig af vandkraft. En del af området var lavet til en slags botanisk have og der var mange fine skilte der fortalte om de forskellige planter – på spansk… Men ganske fint sted.

Torsdag 8. juni

Så blev det tid til at forlade Navarra og sætte kursen mod Santiliana del Mar – hvor vi oprindeligt skulle starte vores ferie. Selvfølgelig skulle vi overnatte på vores sædvanlige hotel og nyde god mad på Casa Cossio. Vi skulle videre igen allerede fredag, så det var et kort pit-stop – men det hører sig ligesom til at besøge byen når vi er i Spanien. Efter vi blev indkvarteret tullede vi en tur rundt i byen, der var dejlig stille her så tidligt på sæsonen. Og lige et besøg hos storkene ved Zoo. Tilbage ved hotellet havde en “Vespa-klub” samlet sig og gjort klar til afgang.

Onsdag 7. juni

Turen i går sad stadig noget i benene – vi var nok startet rigeligt hårdt ud… Så det blev en lidt kort restitutionstur i dag, hvor vi gik en anden vej ud fra huset og nærmest gik en runde om vores by. Meget af vejen gik vi i frodig skov med mange sjove “deforme” træer. Et sted var en bunke frø blæst sammen, så det næsten lignede tæt edderkoppespin langs vejkanten.

Tirsdag 6. juni

Vi har fundet en rute, vi vil gå i dag. Turen kommer forbi vores hus (officielt startpunkt er nede i byen), så vi starter bare ud hjemmefra. Det var lidt lummer-varmt og hen på eftermiddagen trak ret mørke skyer sammen, men ud over et par enkelte dryp, slap vi for regn. Undervejs mødte vi en del heste og køer, der gik og græssede i bjergene. Og lige et egern, der skulle passere stien. Senere på turen blev vi gevaldigt udfordret. Vi skulle forcere et stykke uden nogen form for sti, det er hvad det er. Men når det så går meget stejlt nedad gennem et meget tæt krat af tjørn og meget høje bregner, er det sin sag at kæmpe sig igennem. Det gav souvenirs i form af en mængde rifter. Og en læring til senere om lige at tjekke hele ruten igennem på google maps satelit-visning, hvor man netop kan se, hvis der er strækninger uden sti.

På den første del af turen krydsede vi grænsen til Frankrig. Vi vidste godt, vi var tæt på grænsen, men ikke at vi var så tæt på. Det gik op for os, da vi undrede os over en række “plader” opsat med jævne mellemrum, lidt fra stien vi gik på. De markerede grænsen…

På dagens tur kom vi forbi et “arkæologisk område”. Ikke at der var meget at se, forstået på den måde, at der ikke var ruiner eller andet, der synligt var menneskeskabt. Men der var fundet spor fra stenalder bosættelser der og vi måtte da også indrømme, at der var en ganske særlig stemning over stedet. Men måske det bare var tanken om, at der her i dette her til tider temmelig uvejsomme terræn, havde boet mennesker for 5000 år siden….

Mandag 5. juni.

Vores lille by Etxalar er ganske hyggelig med mange fine huse – stilen minder meget om den man også finder i alperne i Schweiz. Langs stien til byen gik et par temmelig sociale æsler i en indhegning.

Mandag 5. juni

Første stop i år var i Navarra, en lille by tæt ved den franske grænse, Etxalar. Det var vores første besøg i Navarra, men ikke det sidste. Naturen er skøn, meget kuperet og frodig. Besøget i Navarra kom spontant til et par uger før afrejse, hvor det gik op for os at vi havde mulighed for at tage hjemmefra 3 dage tidligere end vi havde planlagt. Så vi besluttede os for at besøge Navarra, som ligger “rigtigt” i forhold til at lande der først og fandt hurtigt et charmerende feriehus, vi bookede. Huset levede fuldt op til forventningerne, men vejen dertil var meget smal og udlejer sendte os på forhånd en video, der viste vejen fra byen til huset (det burde måske have givet anledning til lidt bekymringer over vejen, men man er vel lidt happy go lucky turist). Byen lå dog i fornuftig gå-afstand og der var vandrestier uden for hoveddøren, så vi behøvede ikke køre ud fra huset mens vi var der. Udsigten fra huset fejlede intet.

Søndag 4. juni 2023:

Så fik vi pakket bilen og er klar til afgang. Som de sidste par år gjorde vi stop ved Skandinavian Park, hvor vi indtog en solid morgenmad – så var bunden lagt til en lang dag på Autobahn. Magne skulle ikke med os på ferie i år, men kørte i sin egen bil med til Skandinavian og spiste morgenmad med os, inden han fyldte bagagerummet med de mest nødvendige fornødenheder til tre uger alene hjemme – så det var øl, energidrikke og lidt cola. Og vi kunne fortsætte turen sydpå.