Kejser Kalle aka Den Kejserlige Kalle Kat

Kalle, undskyld, Kejser Kalle er oprindelig fynbo og dermed en slags bådflygtning – men sig det endelig ikke til nogen…. Han og de to “tøser”, Kandi og Karla blev født i august 2021. Deres mor var en omstrejfende vildkat, der holdt til og fik lidt mad i en villahave. Have-ejeren fandt en dag killingerne forladte og indleverede dem til Inges Kattehjem i Odense, hvor de blev flasket op – og siden adopteret af os (november 2021).

Kalle har altid været glad for mad, meget glad… Og det ses på hans anseelige størrelse, vægten har rundet de 9 kg…. Kalle er en fredselskende kat! Hans komfortzone er ret lille, han bringes i hvert fald let ud af den og så kommer hans indre kattekilling frem og han må krybe i skjul under et tæppe. En støvsuger er noget nær det farligste der findes – der er talrige eksempler på, at den slags har suget små kattekillinger i sig. Selv siger han, at han bare passer godt på sig selv – i sin egenskab af Kejser, kan han ikke være for forsigtig, hans undersåtter er jo fortabte, hvis noget skulle ske Kejseren. Kalle er også en meget social kat, han elsker at blive nusset på – det er faktisk derfor han har valgt at blive lidt stor, så er der plads til flere hænder på Kalle… Han har et skarpt øje for, hvornår hans mennesker lige trænger til lidt “Kalle-kvalitetstid” og så hopper han op på skødet og tildeler rundhåndet lidt kvalitetstid, hvor man kan nusse løs på ham alt det man vil. I ægte kejserlig stil, hviler Kalle sig rigtig meget – det er opslidende at være stormægtig kejser, der følger jo et stort ansvar med. Når han ikke spiser eller sover, kan det ske han tager sig en brydekamp med Lille Trold.

Her på siden vil Kejser Kalle dele lidt fan-gejl i det omfang hans SoMe-assistent har tid.

02.10.2023

Den Kejserlige Kalle Kat har taget et kvantespring i forhold til sin mad. Kalle er ret konservativ, når det gælder mad – hvis det ikke knaser, er det ikke mad. Men selv en Kejserlig Kalle Kat kan rykke sig og opdage nye glæder. Ham tro væbner Lille Trold havde fanget en mus, som han tog med ind. Den kunne Kalle jo egenhændigt tyvstjæle og, big surprise, spise.

16.09.2023

Det har været en traumatisk dag for Kalle i dag. Først vækkede et af menneskene støvsugeren til live – og for at undslippe den store fare, styrtede Kalle ud og gemte sig under den nærmeste bil. Sikkerhed for Kalle. Troede han… For bedst som han var ved at komme sig over den skræmmende oplevelse med støvsugeren, formastede Magne sig til at starte sin bil – som larmer ustyrligt meget i Kalles sarte kejserlige øre… Så Kalle var MEGET hurtigt inde i huset igen og så sit snit til at snyde sig i soveværelset, hvor han fandt et tilpas kejserligt skjul.

02.09.2023

Her til aften er den Kejserlige Kalle Kat glad – hans tro væbner og bedste kammerat,, Lille Trold, er vendt hjem. Troede han var forsvundet helt, når han havde været væk i 10 dage, men pludselig kom han gående ind af terrassedøren og mjavede løs – men der er nok også meget at fortælle om, efter sådan en lang eventur.

01.09.2023

Kalle er, ud over at være kejser, også en glimragende jæger. I dag har han egenhændigt nedlagt og fortæret en sommerfugl – virkelig noget af en heltebedrift!!

28.08.2023

Kalle er en lille smule trist for tiden. Hans tro væbner Lille Trold er væk… Han har det med at tage på eventur og føjte ude om natten, men han har aldrig været væk længere tid end et døgn før. Men nu har han været af sted på tur i 5 dage, det er bekymrende, snøft….

20.08.2023

Kalle har fundet et nyt sted at drikke – der er det bedste vand i bunden af trillebøren, det er helt grønt.

11.08.2023

I dag har den Kejserlige Kalle truffet en stor beslutning. Når man er kejser, skal man jo have et hof og der skal være nogle hoffolk. Derfor har han udnævnt sin bedste kammerat Lille Trold til sin tro Væbner. Det er en stor ære for sådan en Lille Trold, at skulle indtage en sådan betroet stilling ved Kejserens hof.

03.08.2023

Kalle har i dag været på storvildtsjagt. I hvert fald var det en ikke helt lille frø, han havde fået opstøvet…. Efter sådan en oplevelse, må man hellere få sig en lille vask.

30.07.2023

I dag har Kalle været tæt på en nærdøds-oplevelse. Kejseren kunne være druknet – og hvilken tragedie ville det ikke have været? Heldigvis overlevede Kalle. Han havde vovet sig ud i en regnbyge, der ikke var helt stoppet og blev våd i nakken. Sikke en traumatiserende oplevelse…. Det kræver naturligvis en hvil efterfølgende og nu er Kalle på ingen måde nogen dum Kejserlig kat, så for at være helt på den sikre side, lægger man sig i en papkasse – så holder det tørt, selv om regnen måske skulle trænge gennem taget på huset.

25.07.2023

I dag har Kalle været fysisk aktiv – han har hoppet højt og landet oven på kammerat Lille Trold. Al den aktivitet gør selvfølgelig både sulten og træt, så efter lidt knaser måtte tronstolen indtages til et hvil.

19.07.2023

I dag blev kammerat Lille Trold sendt på tur i “ormehullet” (ormehullet = transportkasse. Man går ind i den, døren lukker bag en og så løftes man gennem tid og rum, mens der er underlige lyde og vibrationer og når der igen bliver stille og døren åbner, er man et helt andet sted. Her er man så lidt tid og møder fremmede mennesker, inden man kommer i ormehullet igen og efter en støjende rejse gennem tid og rum, lander man hjemme igen). Kalle var muligvis en smule misundelig på Lille Trolds tur med ormehullet. I hvert fald nåede Lille Trold dårligt ud af kassen, da vi kom hjem, før Kalle lagde sig derind og sov resten af dagen….

PS: Lille Trold skulle til dyrlægen og have tjekket det ene forben, som tydeligvis gjorde ret ondt. Det viste sig at være en byld af betændelse efter et bid fra en anden kat. Smertefuldt men rimelig harmløst og han er kommet på antibiotika-kur og lidt smertestillende.

Killinge-tiden

Når det gælder mad, kan intet holde Kejser Kalle tilbage.

Kalle har sin helt egen måde at vise, hvem der har den kejserlige magt – uanset hvor stor en hund det er, må den vige pladsen når kejseren skal hvile.

Mere bedårende Kejserlig Killing skal man nok lede længe efter – man tvivler faktisk på, at en sådan overhovedet findes.